Anholt Litteraturfestival 2017: Nordisk litteratur, kultur og fællesskab i fokus

På den danske ø Anholt findes der ikke nogen boghandel, og det lille bibliotek på øens skole har åbent få timer om dagen. Det tager 3 timer at komme dertil med færge og havnen er øens store samlingspunkt. Anholt er Danmarks mest isolerede ø, men ligger samtidig så centralt i Kattegat, at øen over nogle få uger hver sommer er det levende omdrejningspunkt for en sejler- og turistkultur fra Norge, Sverige og Nordeuropa i det hele taget. Befolkningstallet forøges i denne tre-ugers periode fra 160 til 6.000. At starte en litteraturfestival op på Anholt kan synes overmodigt, men det er ikke mindre end hvad der skete i 2016. Anholt Litteraturfestival afvikledes i august 2017 for anden gang og kunne med støtte fra blandt andet Svensk-Dansk Kulturfond præsentere et 4 dages litteraturprogram med 13 forfattere fra 7 nordiske lande.

 

Anholt Litteraturfestival har fokus på nordisk litteratur – både nye spændende stemmer og stærke, etablerede forfattere. I 2017 havde vi et stærkt line-up af f.eks. markante debutanter som Tone Schunnesson fra Sverige og Morten Langeland fra Norge, verdenskendte forfattere som Kim Leine fra Danmark og dygtige og anerkendte performancekunstnere og digtere som Jessie Kleemann fra Grønland, Ida Börjel fra Sverige og Cia Rinne med både dansk og finsk tilhørsforhold.

 

Anholt Litteraturfestival er dialogsøgende, hjemlig og intim. Det er en begivenhed der, gennem fællesskabsorienterede aktiviteter og interaktion mellem forfatterne, de lokale og de tilrejsende, gør et blivende indtryk på alle involverede. Sideløbende med litteraturen foregår nemlig en stadig rejse rundt på øen, så litteraturen bliver iscenesat i forskellige rum og miljøer. Bevægelsen bliver en del af oplevelsen, og forfattere, publikummer og arrangører bliver et omrejsende litteraturselskab, der slår sig ned for en stund i kirken, på havnen, i forsamlingshuset, på Fyrgården, i Fyret, hos keramikeren, og i den gamle redningsstation. Sammen med fællesspisninger, der inkluderer forfattere såvel som tilhørere, skabes hermed en helhedsoplevelse af litteratur, natur og anholtsk øliv. Aktiviteterne, dynamikken og bevægelsen har det formål at gøre festivalen stærkt lokalt forankret, at motivere til gensidig kulturudveksling mellem forfattere, lokale og tilrejsende og styrke fællesskabsfølelsen henover festivalens fire dage. Formen styrker samtidig et mere vidtrækkende fællesskab i form af et nordisk forfattermiljø, der næres af de venskaber, kendskaber og forbindelser, der bliver trukket mellem de deltagende forfattere.

Beviljad belopp från Svensk-danska Kulturfonden

10 000 kr